Lokalsamfundspuljen – 2. runde

Har du et godt projekt?

Lokalsamfundspuljen 2026, 2. ansøgningsrunde

Der er åbent for ansøgninger til 2. runde af 2026 puljen
 
Hvad kan man søge til?
 
”Puljemidlerne kan bruges til følgende formål:
 
  • Løsning af konkrete opgaver i lokalsamfundene som f.eks. Sct. Hans fester, by- og havnefester, indkøb af flag/flagstænger til flaghejsning og udgifter til forskønnelse, kunstnerisk udsmykning og lignende i det offentlige rum.
  • Understøtte det enkelte lokalsamfunds arbejde med at udvikle synliggørelsen af lokalområdets særlige kendetegn.
  • Sikre en øget borgerinddragelse igennem partnerskaber mellem lokalsamfund og BRK om fx vedligeholdelse, renholdelse mm. af kommunale faciliteter.
  • Økonomisk støtte til udviklingsprojekter.
De formål puljemidlerne kan støtte, og de opgaver, der forventes løst af borgerforeninger, lokalforeninger, byforeninger m.v. i lokalområderne, skal være af almennyttig karakter og respektere kommunalfuldmagten.”
 
Hvem kan søge?
Alle – både foreninger og enkeltpersoner kan søge til projekter i Gudhjem.
 
Hvordan søger man?
Ansøgning sker pr mail til info@gudhjemmuseum.dk senest mandag den 24. august 2026
 
Ansøgning skal indeholde:
Ansøgers navn, adresse, mail og tlf.
  • Kontaktperson
  • Ansøgt beløb
  • Beskrivelse af det, der søges tilskud til
  • Budget for aktiviteten
  • Angivelse af om evt. øvrig finansiering er ansøgt eller bevilget
 
Hvornår får man svar?
Ansøgere modtager svar 7. september 2026. Afslag begrundes ikke.
 
Hvor stor er puljen?
Gudhjem By- og Museumsforening råder over 25.000 kr. til fordeling ved 2. runde i 2026
 
Hvor længe gælder en bevilling?
Bevillinger er gyldige t.o.m. 31/12 2026.
 
Hvordan udbetales pengene?
Bevilling udbetales ved modtagelse af regnskab for aktiviteten, bilagt kopi af fakturaer.

Film under broen – den 24., og 31. juli og 7. august 2026

Scala sommerbio - film under broen

Scala er igen i år vært for Film under Broen.

Her viser vi film under åben himmel tre fredage i træk.

Børnefilmen vises kl. 19.00 og voksenfilmen kører kl. 21.00 – programmet de enkelte dage ser sådan ud:

24/7: SHREK 2 og GREASE
31/7: Sådan træner du din drage og De Grønne Slagtere
7/8: Kung Fu Panda og DRUK

Man er velkommen til at medbringe egen picnickurv, men vi står også klar med lækre ristede pølser fra Svaneke slagteren i salgsvognen, hvor der også kan købes drikkevarer og popcorn.

Vi anbefaler, at man kommer i god tid, og at man selv medbringer et tæppe at sidde på, varmt tøj/tæpper til den sene film og eventuelt myggespray.

Det er helt gratis at deltage, så kom forbi og nyd en magisk aften i Holkadalen.

Scala får stor hjælp fra Fugato, TV2 Bornholm, BEOF, Bornholms Stillads Service, EWII og Cinemateket.

Sted: Holkadalen

Tid: 24. juli, 31. juli og 7. august

“Peter Kruse Larsen” den 29. august – 18. oktober 2026

Peter Kruse Larsen

Udstilling i stationsbygningen

OM UDSTILLINGEN

Peter Kruse Larsen har med denne udstilling taget udgangspunkt i stationsbygningens særlige atmosfære af intensitet og lokalhistorie. Derfra har han kastet tråde ud til en nyere epokes tidsånd. Værkerne er skabt på og af utraditionelle materialer – ofte gamle masonitplader fundet på genbrugsstationer. Malerier er suppleret med genstande og objekter af symbolsk betydning, men også med et forhold til huset og dets historie.

Fernisering med gratis adgang lørdag den 29. august, kl. 14.00-16.00
Udstillingen kan ses torsdag – søndag kl. 11-16 frem til og med den 18/10 2026.

 

OM KUNSTNEREN

Peter Kruse Larsen, født 1962, er uddannet fra Det kongelige danske Kunstakademi 1985-92. Siden 2019 har han haft base på Bornholm.

Om sin tilgang til kunsten siger Peter Kruse Larsen: ” Mit arbejde med billedkunst tager udgang punkt i den omgivende virkelighed med landskaber og opstillinger, som jeg også arbejdede med da jeg modtog undervisning på Glyptoteket i ungdomsårene. Herudover beskæftiger jeg mig med objekter, skulpturelle og installatoriske projekter, som ofte er af stedsspecifik karakter.

På Kunstakademiet fik hele kunstbegrebet en radikal drejning. Maleriet og kunsten, som man forstod det, befandt sig i en krise. Minimalismen, som jeg gjorde bekendtskab med på akademiet, åbnede for mig en mere konkret og ikke-intellektuel vej, som førte mig til eksperimenter med og studier i alkymien. Denne såkaldte okkulte videnskab rummer en nøgle til et forhold til virkeligheden, som forbinder den indre og ydre virkelighed ; -det personlige med selve skabelsen. Mit arbejde inddrager således psykologiske og filosofiske såvel som videnskabelige og religiøse overvejelser.”

” I 2019 købte jeg en del af Sogneskolen i Poulsker med den tanke at flytte til Bornholm og genoptage og videreudvikle landskabsmaleriet. Det var et led i at finde ind til kernen i forholdet mellem oplevelsen af verden og denne verden i sig selv.

De seneste par år har rejser til Færøerne udvidet motivkredsen.
Færøernes storslåede natur har som mål for mit arbejde en uimodståelig appel; Her er en enestående chance til at nærme sig kilden til oplevelsen gennem konfrontationen med elementernes natur og oplevelsen af den, og lade temaerne mødes omkring det subjektive og umiddelbare og det objektive, som jeg de seneste år har levet mig ind i.

Det er det umiddelbare ved oplevelsen, som jeg vil fremstille. De øjeblikke hvor afstanden mellem ydre og indre forsvinder, og hvor den natur, som er omgivelsernes, finder sin sammenhæng med den menneskelige oplevelse og erkendelse af den. Billederne bliver således malt på stedet foran motivet.”

Link til kunstnerens hjemmeside

“Resonans” den 29. august – 18. oktober 2026

Resonans

Fra fortid til nutid

OM UDSTILLINGEN

Hvad sker der, når fortidens genstande møder nutidens kunsthåndværk?

Udstillingen tager udgangspunkt i Gudhjem Museums samling af objekter. Hver genstand rummer spor af sin tid – af funktion, materialer, håndværk og de mennesker, der har brugt den eller fremstillet den. Selvom de tilhører fortiden, er de stadig aktive som bærere af viden og erfaring.

Et udvalg af Arts & Crafts Association Bornholm`s medlemmer har arbejdet med disse genstande som afsæt for nye værker. De har undersøgt former, teknikker og fortællinger og ladet sig inspirere til at skabe noget nyt. Resultatet er ikke kopier, men fortolkninger, hvor fortidens udtryk genopstår i en nutidig sammenhæng.

Begrebet resonans kan bruges til at beskrive denne forbindelse. Ligesom en tone kan sætte en anden i svingning, kan en genstand fra fortiden skabe bevægelse i nutiden. Der opstår en dialog, hvor det gamle og det nye påvirker hinanden.
Resonans opstår i mødet – mellem tider, materialer og mennesker.

Udstillingen har modtaget støtte fra Bornholms Brand.

DELTAGERE I UDSTILLINGEN

24 kunsthåndværkere har meldt sig til udstillingen. keramikere, glas-, tekstil- og smykkekunstnere har været på “skattejagt” og udvalgt hver deres museumsgenstand, som de vil lade sig inspirere af og fortolke.

Ann Charlott Skogøy, tekstil
Ann Charlotte Ohlsson, keramik
Anne Frandsen, keramik
Bettina Drejer Preisler Hansen, smykker
Christina Schou Christensen, keramik
Evelyn Noval, andet
Gitte Helle, andet
Heidi Hentze, keramik
Jannie Bramsen, tekstil
John Gibson, keramik
Linea Drescher, keramik
Maja Frendrup, keramik
Maria Munk Klarup, keramik
May Bjørn Riis, glas
Nynne Rosenkrantz, keramik
Pernille Vestergaard, tekstil
Rikke Lehrskov, smykker
Rikke Wulff, keramik
Sara Jeffries, keramik
Simon Lund Koefoed, keramik
Stine Godt, tekstil
Timmi Kromann, tekstil
Tobias Sode/Lene Dahl Jacobsen, glas

Fernisering med gratis adgang lørdag den 29/8 kl. 14-16.

Udstillingen kan ses torsdag – søndag kl. 11-16 frem til og med den 18/10 2026.

Udstillingen, der er tilrettelagt i samarbejde med ACAB og indgår i Bornholms Craft og Kulturuger 2026

Som en del af Craft Weeks afholdes et særarrangement med rundvisning og samtale den 6. september kl. 16.00

Dette arrangement er forbeholdt gæster med kulturugearmbånd.
Pris: Alm. entré til museet.

Høhøst den 30. august 2026

Som i de gode gamle dage

Høhøst i Gudhjem Museums park

Kom og se, hvordan man slår græsset med le, når medlemmer af Bornholms Lelaug holder høstdag i Gudhjem Museums Park sammen med gode folk fra landbrugsmuseet Melstedgaard.

Hvis du gerne selv vil prøve kræfter med den gamle teknik, er der øvede folk, som kan instruere dig. Og hvis du selv har en le derhjemme, så tag den gerne med.

Du kan ved samme lejlighed deltage i en guidet tur i parken med biolog og forfatter Michael Stoltze, hvor I ser på skulpturer, planter og sommerfugle.

I parken kan du også se, hvordan der er ”udvidet” med træer og buske, som med tiden skal danne en sankehave, hvor byens borgere og museets gæster frit kan plukke nødder og frugt. Der er også plantet en række, der er beregnet til føde for sommerfuglene, de såkaldte værtsplanter.

Tid: 30. juli 2026 kl. 13.30 -16

Sted: Gudhjem Museum, Stationsvej 1, Gudhjem

Entré: Gratis for alle interesserede

Arrangør: Bornholms Lelaug, Danmarks Naturfredningsforening og Gudhjem Museum i samarbejde med Melstedgaard

 

Rundvisning Resonans – Den 6. september 2026

Rundvisning i udstillingen resonans

Samtale om både gamle genstande og nye værker

Vi går gennem udstillingen, hvor vi både fortæller om de gamle genstandes funktion/brug og om kunstnernes nye værk, inspireret af genstanden. Flere af de udstillende kunsthåndværkerne deltager og fortæller sammen med repræsentanter fra museet.

Hvad sker der, når fortidens genstande møder nutidens kunsthåndværk?

Udstillingen tager udgangspunkt i Gudhjem Museums samling af objekter. Hver genstand rummer spor af sin tid – af funktion, materialer, håndværk og de mennesker, der har brugt den eller fremstillet den. Selvom de tilhører fortiden, er de stadig aktive som bærere af viden og erfaring.
24 kunsthåndværkere har skabt værker til en udstilling ”Resonans – fra fortid til nutid”. Keramikere, glas-, tekstil- og smykkekunstnere har først været på “skattejagt” og udvalgt hver deres museumsgenstand, som de har ladet sig inspirere af og fortolket.

Tid: Den 6. september, kl. 16.00 -17.30

Sted: Gudhjem Museum, Stationsvej 1, Gudhjem
Arrangementet er en del af Bornholms Kulturuge og forbeholdt gæster med armbånd

Entré: Voksne: kr. 65,- Studerende: kr. 40,- Børn og unge u. 18 år: Gratis

Historien om Gudhjem Station – Den 18. september 2026

Foto: Ole Stigemo tager imod Bent og Kirsten Boesen

Historien om Gudhjem station

Rundvisning

Guidet rundvisning i den tidligere endestation for Almindingen – Gudhjem Jernbane.

Se den smukke bygning med de mange detaljer fra tiden som jernbanestation. Og hør beretningen om jernbanens tilblivelse, de fine bygningsværker og om dagligdagen på stationen.

Stationen, opført i 1916, er tegnet af arkitekterne Aage Rafn og Kay Fisker, som gjorde sig mange tanker om udformningen, hvor de lagde stor vægt på, at bygningen skulle passe ind i det omgivende miljø. De skabte ikke alene jernbanens bygninger, men designede også inventaret, som i det store og hele er bevaret på stationen.

Jernbaneentusiasterne Kirsten og Bent Boesen viser rundt og fortæller.

Sted: Gudhjem Museum, Stationsvej 1, Gudhjem

Dato: 18. september 2026

Tid: 16.00 – 17.30

Entré: Gratis, forbeholdt gæster med armbånd

Der er desuden gratis adgang til alle museets udstillinger fra kl. 11.00 med armbånd

Arrangementet indgår i Bornholms Craft og Kultur-uger

 

Bjerg- og Skærgårdsbyen

Bjerg- og Skærgårdsbyen

Vision for Gudhjem Havn set i lyset af en forventning om kraftigt øgede klimapåvirkninger

Gudhjem By- og Museumsforening har bedt arkitektfirmaet MAST om at udarbejde et udkast til en bæredygtig visionsplan for havnefronten og kystlinjen, fra Kranpladsen til Nørresand som tackler udfordringer med klimaforandringerne.

Med klimaforandringerne står den nederste del af Gudhjem Havn over for en øget trussel fra
hyppigere stormflods hændelser og erosion. En trussel som allerede har vist sig alvorlig og som på
sigt vil skade havnens konstruktioner og den sårbare kyst.

Planen omfatter klimatilpasning af området og den heraf afledte ændring af de trafikale forhold og
udnyttelse af det frigjorte byrum til nye aktiviteter og opholdsmuligheder.

Vigtigt: Visionsplanen er ikke en fix og færdig plan for klimasikring af hele havneområdet i Gudhjems nedre bydel, – men alene et analyse- og debatoplæg, der via nedslag i udvalgte områder, kommer med et bud på hvordan man der kan forberede sig på de klimabetingede udfordringer vi står overfor.

Læs hele projektrapporten her 

Projektet er støttet af EU via LAG-Bornholm

Projektet er endvidere støttet af Dreyers Fond via Danmarks Arkitektforening

Besparelsesforslag 2027

Besparelsesforslag 2027

Regionskommunens besparelsesforslag til budget 2027 kan ende som en katastrofe for Gudhjem

Sparekataloget for de følgende år kan få katastrofale konsekvenser for lokalsamfundene på Bornholm.

Gudhjem er berørt på adskillige fronter:
Blandt spareforslagene er der lukning af bibliotek og børnehave. Endvidere vil man fratage det årlige tilskud til Gudhjem Museum, der først og fremmest sikrer vores ikoniske og fredede stationsbygning. Desuden lægges der op til at skære så meget i driftstilskuddet til øens 9 selvejende idrætshaller – herunder Gudhjem Svømmehal – at driften umuliggøres. Endelig er der forslag om at fjerne
Lokalsamfundspuljen, som i sin tid blev etableret i et samarbejde mellem kommunen og Bornholmske Borgerforeningers samvirke, – og som iflg. en evalueringsrapport fra CRT har vist sig at være en meget stor succes.

Forslagene er nærmest en våd klud i hovedet på alle de mange frivillige rundt omkring på Bornholm, der bidrager på mange fronter til at gøre hele Bornholm til et godt sted at leve.

Bestyrelsen for Gudhjem By- og Museumsforening mødes onsdag den 8. juli for at drøfte et høringssvar.
Første hørings- og udtalelsesperiode rækker frem til den 13. august.

18. juli 2026 Sommerfugletur i parken

Sommerfugletur i parken

Guidet tur: 18. juli 2026, kl. 11.00 – 12.30

Michael Stoltze, biolog og forfatter, leder dig rundt på en vandretur i området, hvor vi ser på planter, sommerfugle og andre insekter.

Michael fortæller undervejs om de arter, vi møder, om samspillet mellem arterne, om driften af sommerfuglemarken og om forventningerne til fremtiden.

Gudhjem Museums Park rummer i dag flere funktioner.
I 2021 blev den 15.000 m2 store mark ned mod skoven inddraget til sommerfuglehabitat med vilde planter og buske. De slåede gange i området, der ligger syd og sydøst for museet, inviterer til en gåtur.

En række skulpturer af Jun-Ichi Inoue og Ole Christensen er i 2023 flyttet ud i habitatet, så de nu indgår i et samspil med naturen.

I 2025 blev der etableret en sankehave som en del af parken. Der er plantet nøddehegn og frugttræer, som parkens gæster med tiden frit kan plukke fra. Til sommerfuglene er der op mod landevejen plantet buske og træer, der skal fungere som værtsplanter, hvor sommerfuglene kan lægge deres æg.

Stedet var “i gamle dage” en del af Gudhjem Vang, hvor byens beboere, fiskere såvel som avlsmænd havde jordlodder til dyrkning og afgræsning.

Sted: Gudhjem Museum, Stationsvej 1, Gudhjem

Tid: Lørdag, den 18. juli, kl. 11.00 – 12.30

Pris: Gratis