HOLKAHESTENS 25-års jubilæum den 11. juli – 23. august 2026

Holkahestens jubilæumsudstilling

Udstilling: 11. juli – 23.august

Lørdag 11. juli er der fernisering på sammenslutningen Holkahestens 25 års jubilæumsudstilling, hvor fremtrædende bornholmske billedkunstnere indtil 23. august præsenterer maleri, grafik, keramik, foto, smykkekunst og skulptur.

15 af Holkahestens 16 medlemmer viser flaget. Kun billedhuggeren Kirsten Ortwed, som netop er hædret med Ny Carlsbergfondets prestigefyldte Kunstnerlegat, står over på grund af en stor samtidig udstilling på Bornholms Kunstmuseum.

Blandt årets udstillere er hele fire nye medlemmer – alle tidligere gæster med tæt tilknytning til øen. Nemlig fotografen Nicolai Howalt, Peter Frimand, der blandt andet arbejder med installationer og video samt malerne Christoffer Munch Andersen og Linnea Jensen.

Sidstnævnte, der også var medlem fra 2001 til 2008, har i mellemtiden været bortrejst fra øen. Til gengæld har Silas Inoue efter fem års medlemskab meldt fra på grund af tidnød, mens Maria Thorsen, der var med fra starten, nu er passivt medlem.

Endelig vises også en mindre mindeudstilling for guldsmeden og smykkekunstneren Per Suntum, som døde i 2025, 81 år. Han og hustruen Kaori Juzu er anset blandt de betydeligste europæiske smykkekunstnere, og siden 2007 viste Suntum sig årligt på Holkahesten.

Han er repræsenteret på utallige museer og samlinger herhjemme og i udlandet og har modtaget talrige priser og legater, herunder Kunsthåndværkerrådets årspris i 1999 og en række arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Endelig var han siden 2003 på finansloven med statens årlige hædersydelse.

Årets øvrige udstillere er Vibeke Glarbo, Michael Geertsen, Kaori Juzu, Hans E. Madsen, Anne Sofie Meldgaard, Charlotte Thorup samt Hans Munck Andersen, Julie Høm, Hanne Mailand, Gerd Hiort Petersen og Klaus Thommesen, hvor de fem sidstnævnte har været med fra starten i 2001.

Fernisering med gratis adgang lørdag den 11. juli kl. 14.00-16.00

Udstillingen vises fra den 12. juli – 23. august med følgende åbningstider:
Torsdag – Søndag kl. 11.00 – 16.00

 

OM HOLKAHESTEN:

Den første udstilling i “Holkahesten” fandt sted på Gudhjem Museum i 2001 med museet som initiativtager og arrangør for at afhjælpe et udtalt savn hos publikum efter et udstillingssted, hvor øens mest fremtrædende billedkunstnere kunne vise nye værker på hjemøen i højsæsonen. Med undtagelse af et enkelt år har gruppen udstillet på museet hver sommer.

“Holkahesten” har udviklet sig til en selvstyrende og selvsupplerende sammenslutning af kunstnere, der ikke nødvendigvis alle sammen udstiller hvert år. Medlemmerne er billedkunstnere og kunsthåndværkere, der er uddannet på Designskolen (Kunsthåndværkerskolen) eller Kunstakademiet, eller har udstillet på mindst 5 statsanerkendte, censurerede udstillinger, eller er medlem af BKF (Billedkunstnernes Forbund), eller Kunstnersamfundet under Akademirådet. Ved optagelsestidspunktet skal medlemmerne have bomæssig tilknytning til Bornholm.

Nye medlemmer optages ved almindeligt flertal blandt alle faste medlemmer ved skriftlig afstemning. Eventuelt pr. brev, fuldmagt eller mail. Gæster inviteres efter almindeligt flertal blandt de fremmødte. For at blive medlem af skal man altid have været gæst først, og i år er hele tre “nye” kunstnere med.

Sammenslutningens navn refererer til en klippeblok “Holkahesten”, der ligger i Holkarenden.
Læs beretningen om fabeldyret 

ÅRETS UDSTILLERE:
Christoffer Munch Andersen. Læs mere
Hans Munck Andersen, keramiker. Læs mere
Peter Frimand. Læs mere
Vibeke Glarbo, skulptør. Læs mere
Michael Geertsen, keramiker. Læs mere
Nicolai Howalt, fotograf. Læs mere
Julie Høm, keramiker. Læs mere
Linnea Jensen, billedkunstner. Læs mere
Kaori Juzu, guldsmed. Læs mere
Hans E Madsen, lyskunst og foto. Læs mere
Hanne Mailand, billedkunstner. Læs mere
Anne Sofie Meldgaard, billedkunstner. Læs mere
Gerd Hiort Petersen, keramiker. Læs mere
Klaus Thommesen, billedkunstner. Hent CV
Charlotte Thorup, keramiker. Læs mere

Lokalsamfundspuljen 2026

Lokalsamfundspuljen 2026

Har du et godt projekt? Der er åbent for ansøgninger til 2026 puljen!

Hvad kan man søge til?

Puljemidlerne kan bruges til følgende formål:

  • Løsning af konkrete opgaver i lokalsamfundene som f.eks. Sct. Hans fester, by- og havnefester, indkøb af flag/flagstænger til flaghejsning og udgifter til forskønnelse, kunstnerisk udsmykning og lignende i det offentlige rum.
  • Understøtte det enkelte lokalsamfunds arbejde med at udvikle synliggørelsen af lokalområdets særlige kendetegn.
  • Sikre en øget borgerinddragelse igennem partnerskaber mellem lokalsamfund og BRK om fx vedligeholdelse, renholdelse mm. af kommunale faciliteter.
  • Økonomisk støtte til udviklingsprojekter.
    De formål puljemidlerne kan støtte, og de opgaver, der forventes løst af borgerforeninger, lokalforeninger, byforeninger m.v. i lokalområderne, skal være af almennyttig karakter og respektere kommunalfuldmagten.”

Hvem kan søge?

Alle – både foreninger og enkeltpersoner kan søge til projekter i Gudhjem.

Hvordan søger man?

Ansøgning sker pr mail til info@gudhjemmuseum.dk senest søndag den 1. maj 2026

Ansøgning skal indeholde:

  • Ansøgers navn, adresse, mail og tlf.
  • Kontaktperson.
  • Ansøgt beløb.
    Beskrivelse af det, der søges tilskud til.
  • Budget for aktiviteten
    Angivelse af om evt. øvrig finansiering er ansøgt eller bevilget.

Hvornår får man svar?

Ansøgere modtager svar 1. juni 2026. Afslag begrundes ikke.

Hvor stor er puljen?

Gudhjem By- og Museumsforening råder over 50.138 kr. til fordeling i 2026

Hvor længe gælder en bevilling?

Bevillinger er gyldige t.o.m. 31/12 2026.

Hvordan udbetales pengene?

Bevilling udbetales ved modtagelse af regnskab for aktiviteten, bilagt kopi af fakturaer.

I 2025 fik blandt flere andre Gudhjem Museum tilskud til etablering af sankehave for byens borgere. (foto fra indvielsen)

“Earthbound V” den 9. maj – 5. juli 2026

Foto: Lone Schiøtz: Krat

Earthbound V

Udstilling: 9. maj – 5. juli 2026

For femte gang præsenterer Gudhjem Museum kunstnergruppen EARTHBOUND og i år deltager:

  • Eva Brandt og Lone Schiøtz, som begge har været med ved de første fire udstillinger.
  • Hans Henning Pedersen og Ben Woodhams, der begge sprang over i 2024, er begge med igen.
  • Julie Thesander, der var med for første gang i 2024.
  • Iben Birch og Laura Høgh deltager begge for første gang i år.

Fælles for kunstnerne er, at de henter deres motivation og inspiration fra Bornholms natur – forskellige i deres udtryk, men forenede i fordybelsen i naturen. Alle kunstnerne har base på Bornholm og en fælles motivation og inspiration i Bornholms naturlige omgivelser.

Der er fernisering med gratis adgang lørdag den 9/5 kl. 14-16.

I forbindelse med ferniseringen præsenterer museet sin nyeste bogudgivelse: Poul Hauch-Fausbølls GudhjemLæs mere her

Udstillingen kan ses torsdag – søndag kl. 11-16 frem til og med den 5/7 2026.

Kunstnere i udstillingen

Foto: Laust Jordal

Iben Birch Bech

Tekstil

Iben Birch Bechs arbejde forskyder vores vante opfattelse af tekstil og åbner for nye æstetiske måder at opleve og sanse materialet på. Hun nærmest maler med tekstil og har udviklet et særegent kunstnerisk sprog, hvor farvepaletter og materialernes egne egenskaber former værkernes retning. I mødet mellem det taktile og det konstruktive opstår en spænding, som får værkerne til at folde sig ud og skabe nysgerrighed.

Link: Instagram

Foto: Kasper Agergaard

Eva Brandt

Keramik

Keramiker Eva Brandt modellerer store stentøjskrukker og fade i et enkelt organisk formsprog, med en optagethed af små skævheder og ’forvitrede’ sanselige overfladestrukturer. Værkerne er bygget op over mange dage og er karakteriseret ved et på en gang kraftfuldt, råt og forfinet udtryk. Eva søger at opnå en udstråling af ’tilstedeværelse’ og indre liv i sine krukker. Naturen er den vigtigste inspirationskilde. Geologiske processer og transformationer, havet, planteverdenen, micro-universer, stjernehimmelen.

Link: Hjemmeside 
Link: Instagram

Laura Høgh Finne

Papirkunst

Laura Høgh Finne skaber værker af papir, inspireret af rå og vild natur i balance med det feminine og æstetiske.

Laura er særligt optaget af skyggespillet og bevægelserne i sine værker og med sin legende og intuitive tilgang til processen, fra toning af papiret til det færdige resultat, opnår Laura at give sine værker et næsten eventyrligt og levende udtryk.

Link: Facebook 
Link: Instagram

Hans Henning Pedersen

Træ

Hans Henning Pedersen skaber store træskåle af bøg og ask fundet på øen. Han arbejder med og undersøger materialets levende og uforudsigelige natur. Efter at han har drejet en skål i dette gamle og ’uperfekte’ træ, vil variationer i luftfugtighed og tørretid skabe vidunderlige let forvredne former.

Link: Hjemmeside

Lone Schiøtz Nielsen

Grafik

Stæreflokkenes foranderlige vrimmelmønstre, de lavbeklædte klippers brudflader og sprækker, havet og himlen, filtrede buskadser i sne, – er nogle af de motiver, Lone digter videre på i sine billeder. I næsten hele sit 77-årige liv har Lone befundet sig bedst alene sammen med klipperne, træerne, havet og himlen, – alt det der var, og heldigvis stadig er, i den (næsten) uspolerede Bornholmske natur. På grafikværkstedet TRYK2 omsætter Lone sine motiver til grafik,  – gerne enkle metoder som linoleumstryk, paptryk eller forskellige former for (hjemmelavet) monotypi.

Link: Hjemmeside

Julie Thesander

Foto

Julie Thesander er en visuel kunstner, der udforsker oprindelige fototeknikker – særligt pinhole-fotografiet. Med lange eksponeringer opnår Julie en ny oplevelse af bevægelse og tid. Hun er optaget af fotografiet som indgang til andre verdner og dimensioner af livet. De mange ukontrollable elementer, som er indeholdt i denne fotografiske proces, integreres i undersøgelsen af motiverne.

Hjemmeside
Instagram

Julie Thesander er en visuel kunstner, der udforsker oprindelige fototeknikker – særligt pinhole-fotografiet. Med lange eksponeringer opnår Julie en ny oplevelse af bevægelse og tid. Hun er optaget af fotografiet som indgang til andre verdner og dimensioner af livet. De mange ukontrollable elementer, som er indeholdt i denne fotografiske proces, integreres i undersøgelsen af motiverne.

Link: Hjemmeside
Link: Instagram

Ben Woodhams

Akvarel

Ben Woodhams er en engelsk billedkunstner, der har boet på Bornholm siden 2008. Ben arbejder mest med akvarel, og har specialiseret sig i at male ændringer igennem tid og rum i det Bornholmsk landskab. Ben arbejder altid ud fra princippet om direkte observation, og maler og tegner næsten udelukkende udenfor – i al slags vejr.

Link: Hjemmeside 
Link: Instagram 
Link: Facebook

28.03.05 Mine portrætter – Lisa Høyrup

Lisa Høyrup, selvportræt

28.03.-03.05. 2026 MINE PORTRÆTTER – Lisa Høyrup, retrospektivt

Lisa Høyrup, selvportræt

OM UDSTILLINGEN

Med årets første udstillinger sætter Gudhjem Museum fokus på portrætkunsten.

En stor samling portrætter, som Lisa Høyrup har udført gennem en længere periode, rummer både familieportrætter og portrætter af kendte mediefolk samt den kongelige familie. De seneste er helt nye – fra 2025 – nemlig et portræt af røgmesteren på Gudhjem Røgeri og selvportrættet herover.

OM KUNSTNEREN

Lisa Høyrup (1941 – ) er født og opvokset i Bagsværd.
Siden 2004 har hun boet i Gudhjem, hvor de fleste af udstillingens malerier er skabt.

Hun er uddannet som tegner fra Kunsthåndværkerskolen i 1961, og efter en årrække på reklamebureauer og senere med egen grafisk tegnestue ( 1990-2000), debuterede hun som kunstner i 1998 ved Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København.

Hun har tidligere udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling i København, Kunstnernes Påskeudstilling i Århus og Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup. På Bornholm har man kunnet se hendes værker på bl.a. Bornholms Forårsudstilling på Svanekegården og på Galleri Kaffeslottet, ligesom mange vil være stødt på hendes kunst på restaurant Venezia i Gudhjem.

Allerede i folkeskoletiden fik Lisa sin første inspiration til malerkunsten gennem et besøg i sin klasselærers hjem, hvor eleverne blev præsenteret for et landskabsmaleri. Her fik hun blik for, hvordan et maleri kan fortælle en hel historie og påvirke den, der betragter maleriet.

Lisa begyndte selv at male for alvor langt senere, da hun var holdt op som selvstændig grafiker, omkring 1990. De tidligste motiver var ”Nature morte”/opstillinger med mad. For ca. 30 år siden kom det første portræt, hvor hendes partner og kommende ægtemand, Jørgen Koefoed, sad model.

Nogle portrætter bliver malet på bestilling, mens andre sker på Lisas eget initiativ, hvor en bestemt person eller begivenhed fanger hendes interesse. I udstillingen vil hvert portræt være forsynet med en tekst, der beretter om personen på maleriet og/eller om de omstændigheder, der gav anledning til valget af model.

Arbejdsprocessen med at udføre et portræt er lang og grundig. Det kræver, at kunstneren danner sig sit eget personlige indtryk af modellen gennem samtaler. Nogle gange sidder personen model gennem mange timer, andre gange arbejder Lisa ud fra fotos af modellen. Men altid fotos, hun selv tager i forbindelse med personlige møder med personen.

Ud over at genkendeligheden – portrætligheden – skal et portræt ifølge Lisa Høyrup også vise et udtryk, der siger beskueren noget. Mennesket bag portrættet skal kunne anes, så der opstår en form for kontakt mellem portrættet og den, der kigger på det.

Fernisering med gratis adgang lørdag, den 28. marts 2026, kl. 14-16

Udstillingen vises frem til og med den 3. maj 2026.

Åbningsdage og tider: Torsdag – Søndag, kl. 11 – 16

I samme periode præsenterer museet udvalgte portrætter fra egen samling i Stationsbygningen.