historien bag gudhjem museum
Da De Bornholmske Jernbaner likviderede i 1968 tog kunstmalerne Axel Munch med sin hustru Esther og Paul Høm med sin hustru, keramikeren Lisbeth Munch-Petersen initiativ til at forsøge at bevare stationsbygningen fra at blive omdannet til turistformål. De havde sans for, at bygningen stort set stod urørt siden opførelsen, og at man stod over for et unikt bygningsværk, der var værd at bevare. Man forsøgte at interessere sognerådet for at købe bygningen ”så den i hvert fald var sikret mod den fornedrelse det ville være at indrette den til cafeteria, lager eller noget andet, som er bygningen ganske uvedkommende.” Den oprindelige tanke var ikke, at bygningen skulle indrettes til udstillingsbrug, men som arkiv/depot for alt, hvad der kunne fortælle Gudhjemområdets historie. Man havde allerede en ret omfattende samling af genstande på Afholdshotellets loft.
Som så ofte før – og siden – kom det hele til at dreje sig om penge. Kort fortalt lykkedes det for initiativtagerne at købe bygningen i 1969 for 135 000 kr. uden en krone på lommen men mod personligt at kautionere for en stor del af købesummen. Løsøret – inventaret og stationsbygningens lange bænk m.m. – kom på særskilt auktion, og her anvendte man den lille kapital på knap 10 000 kr. som foreningen rådede over til at købe disse genstande, der var designet til bygningen.
I forbindelse med købet opstod også et ønske om at kunne reservere de nærliggende remiser m.m. til udstillingsformål, men igen stillede økonomien sig hindrende i vejen. Man havde allerede taget munden fuld.
I flere år efter at stationen var blevet til museum i 1969, spøgte ønsket om en egentlig udstillingsbygning. Der blev gjort adskillige forsøg på at skaffe fondsmidler til en udstillingsbygning, men i 1975 måtte man definitivt konstatere, at det ikke var muligt at skaffe penge til et sådant projekt på daværende tidspunkt.
I 1986 pustede en arv efter Sophus Phil atter liv i de gamle planer om en bygning til kunstudstillinger. Der blev indkaldt skitseforslag fra to arkitekter og valget faldt på et projekt, der var tegnet af arkitekt Niels Frithjof Truelsen, Fåborg, der var godt kendt med museumsbyggeri bl.a. fra Fåborg Museum og Asger Jorn Museet i Silkeborg.
Det lykkedes at skaffe finansiering til projektet og den 11. maj 1990 blev bygningen indviet og museet fik doneret ganske betydelige gaver i form af kunstværker. Året efter kunne man fuldende projektet med en ny hovedindgang med publikumsfaciliteter i den gamle stationsbygning.
Herefter tilbagestod ønsket om en magasinbygning til opbevaring af udstillingsgenstande og
-rekvisitter og den 19. oktober 2001 kunne man indvie denne sidste del af museumskomplekset. Også her var Niels Frithjof Truelsen mester for bygningen, hvor arkitekturen også i denne bygning var nøje afstemt med og inspireret af arkitekturen på Almindingen-Gudhjembanens øvrige stationsbygninger.
Gudhjem, februar 2012. Mogens Lau
