gudhjem Station og jernbanen
Gudhjem Museum er indrettet i den bygning, der blev opført som endestation for den 18,1 km lange smalsporede jernbanestrækningen (sporvidde 1 meter) fra Almindingen til Gudhjem.
Bygningen blev opført og taget i brug den 27. juni 1916, og nedlagt igen som jernbanestation den 18. august 1952. Herefter fungerede den som rutebilstation indtil likvidationen af DBJ – De Bornholmske Jernbaner – i 1968. Bygningen er nu fredet.
De Bornholmske Jernbaner bestod oprindelig af tre selvstændige jernbaneselskaber.
- Banestrækningen fra Rønne H til Nexø over Åkirkeby blev åbnet i december 1900 og lukket i september 1968. Året efter åbnede en i dansk jernbanehistorie enestående banestrækning i form af en sidebane fra Åkirkeby til Almindingen – en skovtursbane, der kun blev betjent i sommerperioden indtil Gudhjembanen åbnede.
- Banestrækningen fra Rønne N til Allinge (Sandvig) blev åbnet i maj 1913 og lukket i september 1953, og endelig
- Banestrækningen fra Almindingen til Gudhjem, der blev åbnet i 1916 og lukket i 1952.
Efter mange og lange forhandlinger blev de tre selskaber i 1934 slået sammen til et selskab – De Bornholmske Jernbaner – men først langt senere – i 1942 – blev der indført et fælles billetsystem.
Bygningerne på Rønne-Nexøbanen var tegnet af arkitekt Mathias Bidstrup og arkitekt Ove Funch-Espersen var mester for bygningerne på strækningen Rønne-Allinge. Begge de nævnte arkitekter var bornholmere, og man ønskede tilsyneladende tilført ”nyt blod” til Gudhjembanens bygninger. Der blev derfor udskrevet en arkitektkonkurrence med to præmier på henholdsvis 500 kr. i førstepræmie og 200 kr. i andenpræmie. Ved fristens udløb den 25. marts 1915 var der indkommet 47 forslag.
Ingen af forslagene blev fundet fyldestgørende, så man valgte at uddele en anerkendelsespræmie i form af ½ førstepræmie til arkitekterne Aage Rafn og Kay Fisker, København og ½ til arkitekterne T. H. Hjejle og Niels Rosenkjær, København. Efter dommernes anbefaling tog man kontakt med Fisker og Rafn og fik dem til at udarbejde et helt nyt sæt tegninger; men herefter kom Post-og Telegrafvæsenet med en forespørgsel om, hvorvidt man kunne bygge et nyt posthus ved Gudhjem Station. Det forsinkede sagen et års tid, og da man i avisen kunne læse, at der skulle bygges et nyt posthus ovenfor byen, rejste der sig en storm af protester i Gudhjem, hvor beboeren ikke kunne se det fornuftige i, at de skulle til byens udkant, for at komme på posthuset. Dette projekt blev derfor opgivet.
Bygningskomplekset i Gudhjem kom foruden stationsbygningen til at bestå af en remise samt et vognskur og et varehus. Det første sæt ombearbejdede tegninger gav problemer, efter at man havde regnet på udgifterne til opførelsen. På grund af prisudviklingen var man nødt til at indskrænke bygningernes størrelse, og det betød en fuldstændig ombearbejdning af projektet for Gudhjem Station. Det første projekt bestod af en sluttet bygningsblok med et højt, stejlt tegltag og gavlkviste, der fremhævede de tilbagetrukne midterpartier. I stedet endte man med den lange bygning, der er i overensstemmelse med den lokale byggeskik og som ikke gør meget væsen af sig – men man bibeholdt dog den spånbeklædte tårnkarnap. For at understrege, at der var tale om banens hoved-og endestation blev facaden mod Stationsvej iscenesat helt symmetrisk opbygget med få og små vinduer og to pompøse piller med lamper på toppen på hver side af hovedindgangen.
Det indre af bygningen er rigere udstyret end de øvrige stationer. Ventesalen med den smukke ”siddelse” med faste bænke ved nordgavlen og med forholdsvis god plads til rejsende og rejsegods. Endvidere var der indrettet et toldværelse. Stationsforstanderens lejlighed optog en mindre del af bygningens søndre ende, men havde separat køkken. En smuk ligeløbstrappe fører op til soveværelserne på 1. sal og er ligesom loftsgangen forsynet med pudsede hvælv.
Gudhjem, februar 2012. Mogens Lau
bygningsdetaljer og interiør
Stationsbygningens oprindelige hovedindgang med de markante søjler med lamperne, foran den symmetrisk opbyggede facade med de få og små vinduer. Imellem pillerne er der i mønsterbrolægningen anbragt en nordpil og over indgangen er banens mærke hugget i en plade (se særskilt illustration), der ligesom pillerne er dækket af Nexøsandsten. Rafn og Fisker skriver, at for at bevare udsigten har de strakt stationsbygningen så langt som muligt langs perronen for at lukke af for tilkørselsvejen og plante buske og træer i forlængelse af bygningen for at danne ”den Aflukning som er saa nødvendigere, som Gudhjem allerede rykker frem mod Banen med sine nye Rædsler”.
Udsnit af det sandstensrelief (40 x 40 cm) der sidder over den oprindelige hoveddør på Gudhjem Stationsbygning. Det er forsynet med årstallet for opførelsen 1916 og banens symbol med de tre sammenslyngede bogstaver AGJ. Endvidere med et sejlskib, hvis store flag er forsynet med tre (silde)tønder – måske Fiskers udkast til en slags byvåben (Gudhjem har dog aldrig været en købstad) og sikkert med reference til fiskeriet, som var fiskerlejets hovederhverv.
Denne gamle gravsten sidder i nordgavlen, hvor der oprindelig var tænkt placeret en dør. Kortet over banen er formodentlig udført af Aage Rafn og man ser en stiplet linie fra Østermarie mod øst: den bane til Svaneke og videre til Nexø, som aldrig blev en realitet. Placeringen af stenen vakte en del harme i samtiden som f.eks: ”det bizare Paafund med Ligstenen i Gavlen kunde man dog godt have undladt.”
Mønstermurværket med ved den tilbagetrukne venteplads mod perronen. Den lange hvide bænk lykkedes det museets stiftere at købe på auktionen over stationens løsøre i 1968, og Rafn og Fisker skrev i 1916, at man fra bænken vi kunne nyde udsigten i skygge og læ om sommeren. Om vinteren kan man nyde udsigten fra ventesalens vindue.
Loftet i den lille vestibule er dekoreret af Aage Rafn. Iflg. overleveringen – der stammer fra snedkermester Viggo Pedersen, Gudhjem, der var med til at bygge stationsbygningen – syntes Rafn, at loftet var noget kedeligt, og inden det blev opsat, malede han de dekorative elementer på loftsbrædderne.
”Siddelsen” i ventesalen er et hyggeligt hjørne, hvor mange Gudhjemboeres skæbne synes besejlet, selvom det ikke var et offentligt tilholdssted for ungdommen. Men mange har tilbragt mange timer her i hyggelig venten. Bornholmeruret i venstre side er også designet til bygningen. Bemærk det forsænkede loft. Rummet ved siden af til højre rummede toilet for de ventende.
Fisker og Rafn designede også inventaret – her en af de oprindelige stole. Den lange bænk langs vinduesvæggen ud mod perronen er også skabt til stedet. Arkitekterne beklagede i øvrigt, at de ikke havde haft tid til også at formgive billetter og blanketter m.m. Bemærk det originale klinkergulv.
”Alle indskrifter er udført i smaa Metalbogstaver – oxyderet Bronze (Architekt K.V.Engelhardt)” – her de eneste bevarede over lugen til indlevering af rejsegods i den store vestibule.
”Som Laager foran Kakkelovnen er anvendt gamle Bilæggerovnsplader. (En Mængde af disse gaar for Tiden tabt paa Grund af de høje Jærnpriser i Smelteovnen, hvorved Kunstværdier af Høj Rang gaar tabt.)”
Skrev arkitekterne. Kakkelovnen er senere blevet afløst af en pejseindsats.
Asketræssvingdøren mellem den lille vestibule og ventesalen sørger for at holde på varmen i ventesalen. De blyindfattede ruder er nederst beskyttet af et jerngitter.