Kulturliv i gudhjem
Museer, gallerier og biograf og meget mere
Byen byder på et varieret tilbud af kulturelle oplevelser. Her er hele tre museer i gåafstand. Flere kunstnere og kunsthåndværkere har gallerier og værksteder i byen. Biografen viser film hver dag, året rundt.
Gudhjems museer og foreninger arrangerer events og deltager fx i Bornholms Kulturuge og Craft Weeks.
Biografen viser ”Film under broen” i Holkadalen med gratis adgang. Tre dage med en film for børn kl. 19 og en for voksne kl. 21.
Der er koncerter med både rytmisk og klassisk musik – dels i byens caféer og dels i Gudhjem Kirke – både sommer og vinter. Om vinteren har biografen en koncertrække ”Mine aftener i Paradis” i samarbejde med Steffen Brandt.
Især om vinteren kan man høre foredrag og debatter flere steder som Gudhjemhuset, Gudhjem Museum, Scala Gudhjem og Gudhjem Bibliotek.
Udenbys arrangører lægger også aktiviteter i byen som fx teaterforestillinger og korfestival.
